.. Skrevet af tidligere President og grundlægger af Wild Hogs Michael ”Grandpa” Damgaard

 

Efteråret 2007

Villadsen og jeg sad med vores fruer i Villadsens stue, og skulle se en ny DVD, som de havde købt. Den hed ”Wild Hogs”.

Billede fra filmen”John Travolta, Tim Allen, Martin Lawrence og William H. Macy har hovedrollerne i Wild Hogs, en hysterisk morsom komedie om fire midaldrende mænd, der beslutter sig for at bryde med deres triste forstadsliv, og tage på en ægte roadtrip fra Cincinnati til Stillehavets kyst. De trækker i lædertøjet og så går det derudaf med vind i håret, ingen planer og ingen mobiltelefoner. Men meget kan ske på en kværn på vej mod den store frihedsdrøm og blandt andet får de fire ”weekend warriors” problemer med de rigtige motorcykeldrenge Del Fuegos, som er alt andet end venskabelige. Wild Hogs er en skør road movie fuld af misforståelser, skrupskøre situationer og vanvittigt kaos, som kun kan få dig til at grine”.

Filmen ”Wild Hogs” skal ses – flere gange!

Under filmen fik jeg ideen til at skabe ”Wild Hogs Denmark”. Navnet ”Wild Hogs” er der copyright på af Touchstone Pictures og Buena Vista International, så derfor tilføjede jeg Denmark. Web-adressen blev en realitet den 22. oktober 2007.

TANKER INDEN OPSTART

Da jeg startede Wild Hogs Denmark, og bestilte domænet: wildhogsdenmark.dk, blev der gjort mange mange tanker, inden der overhovedet blev skrevet noget på hjemmesiden.
5 store tanker var på spil:

– Klubhus
– Motorcykeltyper
– Rygmærke
– Vest
– 99 %’er

KLUBHUS
Jeg havde tidligere været medlem i en MC klub, og de største samtale emner var altid: ”Hvem tager barvagten, hvem gør rent, hvem maler træværk, etc.”.
Og hvis jeg skulle starte en klub op, hvor køreglæde og kammeratskab var det vigtigste, så skulle tiden ikke bruges til diskussioner om barvagt og praktiske gøremål, men tiden skulle bruges til at planlægge køreture ud i den skønne danske natur.
Derfor er det blevet sådan, at vi mødes på offentlige steder, og så kan man efterfølgende mødes til hygge hjemme hos de medlemmer, som ønsker at åbne sine stuer, kældre, garager, etc.
Dette betød også, at uønskede gæster ikke dukkede op på vores private områder, men var velkomne på de offentlige steder.
Men frem for alt, så skulle Tordenskjolds soldater bruge sin energi på køreglæde og kammeratskab.

MOTORCYKELTYPER
Tidligere havde jeg kørt ture med blandede motorcykel. Og det blev til en blandet omgang af: Race, gammelmandskørsel, cruiser, trike, sidevogn, etc.
Men da Wild Hogs Denmark læner sig op ad filmen: ”Wild Hogs”, så var der ingen tvivl om, at typen skulle være Harley Davidson typen; crome, læder og tilbagelænet kørestil.

RYGMÆRKE
Jeg ønskede på ingen måde, at blive sammenlignet med de store rygmærkeklubber. Så jeg lavede en del undersøgelser omkring det, at være en rygmærkeklub.
Hvis man ønsker at køre med rygmærke, eller med en underbue med område navn eller som MC Club, så skal der søges om tilladelse hos Bikerfonden. Bikerfonden består af en blanding af klubber, hvor der også er 1 % klubber. Og da jeg betragtede Wild Hogs Denmark som en 99 % klub, ønskede jeg ikke at begynde at samarbejde med disse klubber omkring et rygmærke. Derfor er vi en Cruiser Club og ikke en MC Club og derfor har vi heller ikke en underbue med Denmark/Danmark og kører vi ikke med synlige rygmærker. I opstartsfasen var der slet ikke tanker om en vest, tværtimod!

VEST
Da Wild Hogs Denmark var et par måneder gammel, kom der medlemmer med ønske om at få en træfvest. En vest man kunne bruge når man kørte til træf, eller blot mødtes med andre bikere. Og hvis man ikke kørte med synlig vest, så kunne der ikke ske noget ved det. Men det var vigtigt for mig, at der ikke var et krav om en træfvest, men et valg man kunne tage. Og efterfølgende kom så klubvesten, hvor der kun må sidde udvalgte mærker. Men det er stadigvæk et valg, om man vil have en træfvest/klubvest. Medlemmerne bruger vesten meget forskelligt. Nogle medlemmer har den altid under kørejakken og andre kun på til træf, som der er mange af rundt omkring i landet. Ofte har jeg min vest med i min sidetaske, og jeg tager den på når vi kommer frem. Men det er et tilvalg, som man selv tager. Hvis man ikke ønsker en vest, men gerne vil vise sin klub frem når man kører, så kan man bruge et ærme/brystmærke, nummerplade, etc. Svinehovedet må også gerne bruges bag på en kørejakke, dog uden over- og underbue.

99%’er
Det har altid været vigtigt for mig, at vise vi ikke er en 1 % klub, selvom vi med vores bikes, veste, skægstubbe, larmede potter og kammeratskab, nemt kan forveksles med disse. Derfor betyder 99 % mærket meget for mig og Wild Hogs Denmark, og man må gerne vise dette på kørejakker, trøjer og veste. 1 % klubber er normalt Outlaws klubber, men se andet sted hvad 99 % betyder eller klik her!

CHAPTERS

Som udgangspunkt skulle ”Wild Hogs Denmark” bare bestå af en afdeling, og vi skulle have udgangspunkt fra Shell/Boyd på Tårnvej. Villadsen var en god og sindig nordjyde, så han var slet ikke klar endnu. Da hjemmesiden kom i gang, kom der stille og roligt forespørgelser på medlemskab. Og den 8. april 2008, trillede Wild Hogs Denmark sin første tur. Men efter lidt tid, kom der forespørgelser fra nogen i Ikast og nogen fra Nordsjælland. Og Villadsen var klar i det Nordjyske. Den første afdelingen blev døbt ”Wild Hogs Storkøbenhavn”, den i Ikast fik navnet ”Wild Hogs Midtjylland”, og Wild Hogs Nordsjælland og Wild Hogs Nordjylland lå lige til højre benet. 4 Chapters var kommet til verden, og det var blot starten af Wild Hogs Denmark. I skrivende stund er vi 16 Chapters.

FREMTIDEN

Efter at Wild Hogs nu har eksisteret i 4 år, og vi er kørt ind i vores 5 sæson, er det tid til nogle holdningsændringer.

Det startede som en vild idé hos et par gutter, der delte en ramme øl til en amerikansk film om nogle misfornøjede gutter, der ville glemme hverdagens problemer for en tid og derfor rullede ud på landevejen på deres motorcykler.

WHD startede på nettet og alle der havde en passende MC, og som ønskede at køre ture, snakke MC og spise is, var velkomne.

I dag er Wild Hogs Denmark en af Danmarks største klubber for folk med den interesse, hvis ikke den største. På landets forskellige træf er vi i at fald synlige, og folk lægger mærke til os, hvor motorcyklister ellers samles.

Den første tids lidt løse optagelseskriterier har dog betydet, at vi er en broget flok.

Vores klub består af mange forskellige typer, som alle har motorcykler som interesse, men derudover er interesserne mangfoldige.

I Wild Hogs er vi meget opmærksomme på at være på forkant med udviklingen, og hver år tager vi rundt i de forskellige chapters, for at lytte til medlemmernes råd og ideer.

Vi er blevet opmærksomme på, at nogen vil noget mere end blot at køre ture i sæsonen og derefter holde vinterhimøder i garager, på arbejdspladser, caféer, etc.

Det der for nogen har været vigtigt at undgå, f.eks. klubhuse, kørsel med klubvest og medlemskab af en ”rigtig” MC klub, er for andre et stort ønske. Her kommer vores forskelligheder frem i lyset.

For at undgå, at vores medlemmer søger andre steder hen, har vi valgt, at oprette Wild Hogs Danmark Motorcycle Club (WHD MC), hvor interesserede kan oprette Chapters der fungere efter de regler, der gælder i et WHD MC chapter. Herunder tilladelse til klubhuse og kørsel med klubveste.

Dette har krævet, at rygmærket er blevet godkendt af Bikerfonden. Og her vil nogen nok stille spørgsmål omkring denne fond. Bikerfonden er oprettet af de store internationale klubber med det formål, at holde styr på hvilke udenlandske klubber der kommer til landet, og hvem der køre med MC rygmærker.

Det er også for WHD MC egen skyld, at man skal søge om tilladelse, da der også bliver taget højde for, om vores rygmærke kan forveksles med en af de internationale klubber, hvilket hverken vi eller de er interesseret i.

Der er ikke tale om, at vi er medlem af Bikerfonden, eller at Bikerfonden har nogen form for indflydelse på WHD MC. Det har blot været for at få Bikerfondens godkendelse af vores rygmærke, så vi ikke møder problemer når vi færdes på træf, blandt andre MC klubber..

Wild Hogs Denmark Cruiser Club (WHD CC) fortsætter uændret, og dem der er fuldt tilfreds med tingenes tilstand, kan fortsætte som hidtil. Rygmærket for WHD CC er ikke godkendt af Bikerfonden, og det er ikke tilladt at køre med klubvesten synligt eller at lave klubhuse..

Alle er Wild Hogs, hverken mere eller mindre.

I vores aftale og information til medlemmer, er der blive indført følgende:

”Tilknytning til Mc klubber o.lign.

Som medlem af Wild Hogs, er det ikke tilladt at deltage i arrangementer, hvor arrangøren har relation til bandemiljøet eller anden kriminel relation. Hvis man er i tvivl om arrangørens relationer, skal man kontakte Wild Hogs Ledelse. Lad altid tvivlen komme Wild Hogs til gode.

Husk at Wild Hogs er en 99 % er klub, og vi ønsker ikke at blive forvekslet med 1 % er klubbernes gøren og laden. En ægte Wild Hog er en Wild Hog på baggrund af vores tilknytning til 99 % biker miljøet. Vi er ikke en Wild Hogs på baggrund af vores motorcykler og påklædning, men fordi vi ønsker 100 % køreglæde & 100 % kammeratskab. Du skal være med til at bevise dette!”

Rygmærket for Wild Hogs Danmark – Motorcycle Club er godkendt at BikerFonden 01.04.2012.

Tidligere President og grundlægger af Wild Hogs

Michael ”Grandpa” Damgaard